Lørdag d. 19. maj 2012
Årgang 7
Telefon: 3012 6000
info@lokaltindblik.dk

Vester Hornum søger folk til julekalender

06-10-2011

Vester Hornums hjemmeside har hvert år en julekalender, hvor tidligere Vester Hornum-borgere præsenteres. Webmaster Lone Gertsen er allerede nu på jagt efter årets 24 profiler.

For at komme med i julekalenderen, skal man på et tidspunkt have boet i Vester Hornum, og nu være flyttet fra egnen.  Der er ikke ligefrem regler for, hvor langt man skal være flyttet væk, men som Lone Gertsen udtrykker det, så må det gerne være lidt længere væk end Hornum og Farsø.

Det første år julekalenderen eksisterede, var den en stor succes. Det var nemt at finde deltagere, og mange blev opmærksomme på hjemmesiden på grund af kalenderen.

Allerede året efter blev det naturligt nok sværere at finde nye emner, men det lykkedes efter en stor indsats af både Lone, hendes mand Søren, og Gitte Bøgh, som har boet i Vester Hornum det meste af sit liv.

I år har en enkelt meldt sig frivilligt, og yderligere 25 er blevet foreslået. Nogen af dem har tidligere afslået at være med, men Lone Gertsen er stadig optimistisk med hensyn til at nå op på de nødvendige 24 deltagere.

Ideen til julekalenderen opstod, efter at man i tre år havde haft ”Månedens profil”, der var en præsentation af en person, som boede i Vester Hornum eller nærmeste omegn. Med julekalenderen er man så gået i gang med at præsentere nogle af dem, der er flyttet væk fra egnen. De tidligere år har der været deltagere så langt væk fra som London, Nordnorge, USA og Rusland.

Hvis nogen af læserne har et forslag til en person til julekalenderen, kan Lone Gertsen kontaktes via hjemmesiden www.vesterhornum.dk
 

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!